De lavthængende SEO-frugter

En lang og en kort

En af de vigtigste ting at få styr på før du starter dit SEO arbejde, er at kortlægge hvilke ord der er relevante for din forretning at blive fundet på. 

Sælger du kaffebønner er ordet “Kaffebønner” bestemt et relevant ord, men sandsynligheden for at du er den eneste der vil findes her, er meget lille. 

Der er heldigvis måder hvor du nemt kan stryge helt til tops, meget hurtigt, uden at dine konkurrenter kan følge med. Men først, en kort introduktion til søgeord.

Short-tail keywords

Short-tail keywords er begrebet man bruger om de enkelt eller meget korte søgefraser. Her kan vi igen bruge eksemplet fra før; “Kaffebønner”. 

Short-tail keywords dækker oftest bredt over et emne, og der er en udpræget konkurrence om at rangere højt på ordet da der er mange søgninger på disse ord. De fleste der sælger kaffebønner, vil jo nok finde det relevant at blive fundet på Google når dette ord søges. 

Ulempen ved short-tail keywords er, at de ofte er meget svære at rangere højt på. Samtidig indikerer en søgning på “Kaffebønner”, en kunde som er i gang med at undersøge markedet, og ikke en kunde som står klar med dankortet i hånden.

Long-tail keywords

Du har måske allerede gættet det – Long-tail keywords er de længere formulerede søgninger, som ofte er mere specifikke.  

Vi fortsætter med eksemplet fra før; En søgning på “De bedste kaffebønner til espresso” indikerer en kunde som har en klar ide om hvad der skal købes. Der er godt nok færre der søger på denne frase end på “Kaffebønner”, men får du fat i de få der er, er chancen for et salg også det større. 

Long-tail keywords er også en god mulighed for dig til at skrive en kvalitets-artikel, hvor du kan fremhæve dig selv som ekspert på området. Det giver dig en status blandt de søgende som kompetent og troværdig. Det giver større chance for at dine besøgende bruger længere tid på din hjemmeside, og vender tilbage på et senere tidspunkt og i sidste ende vælger din webshop som der hvor de placerer deres ordre.

Vi løfter i flok

Når du laver din søgeordsanalyse bør du have en god blanding af short- og long-tail keywords, som du arbejder med at rangere på. Når du har en blanding af de to dækker du dig bedre ind, og du kan få søgeordene til at arbejde sammen, sådan at din SEO-værdi fra dine long-tail keywords påvirker din SEO-værdi på dine short-tail keywords. 

Derfor er det godt at lave et mix af keywords og lægge en strategi for hvordan du vil linke internt for at styrke din samlede vægt i søgeresultaterne.

Tag smutvejen med long-tail keywords

Fordelene ved at arbejde med long-tail keywords er, at du sniger dig uden om de mest konkurrence-tunge ord. Det betyder selvfølgelig også at der ikke er lige så mange søgninger som på de korte uspecifikke ord. Til gengæld er dine muligheder for at blive vist i en top 3 meget større, samtidig med at de brugere der er mere specifikke i sine søgninger, er meget længere i deres købsproces end de der søger bredt. Faktisk står long-tail keywords for omkring 70 procent af de søgninger som ender med at brugeren klikker sig ind på et website. Så der er ingen tvivl om at du bør sætte ind her.

Har du brug for hjælp eller sparring med at lægge en strategi for dine søgeord, eller til at eksekvere strategien står vi klar til at hjælpe dig. Send os en mail på info@nuub.dk og lad os få dig til tops.

Derfor bør du lægge en grundig strategi for hvordan du kan få fat i de mest købelystne kunder, uden at skulle bevæge dig ind i stride konkurrenceprægede områder.

Sådan finder du dine long-tail keywords

Der er mange værktøjer til at finde frem til de mest relevante søgeord indenfor din niche.

Du kan finde information om hvor mange søgninger der er på et bestemt søgeord, og om der er høj, mellem eller lav konkurrence om placeringen, ved at bruge Google Keyword Planner.

Husk også at lægge mærke til dine konkurrenter. Hvilke ord bliver de fundet på og giver det mening for dig at prøve at vippe dem af pinden og overhale dem på Google? Se om du kan finde frem til både deres short-tail og long-tail keywords.

Et rigtig nemt og tilgængeligt værktøj til at finde long-tail keywords er answerthepublic.com. Her kan du finde alle hvem, hvad, hvor spørgsmål til et søgeord. Indtast dit søgeord, vælg hvorfra i verden der skal søges fra og på hvilket sprog og tryk på søg. Siden giver dig nu en lang liste med alle de søgefraser der er brugt omkring dit søgeord. Nemt.

Når du har fundet frem til de ord og fraser, som du vil fokusere på, bør du investere i et værktøj som SEMRush, Ahrefs eller Tinyranker, hvor du kan følge dine placeringer, og få tips til hvordan du kan forbedre dit indhold for at rykke op i søgeresultaterne. Med disse værktøjer kan du også lave en konkurrentovervågning, hvor du kan finde frem til hvilke ord dine konkurrenter bliver fundet på, hvor højt i søgeresultaterne de er placeret og hvordan udviklingen på deres placering har været.